STELLA NOVA

VISITING ANN-SOPHIE ULKA

35 ÅR
GRUNDLÆGGER OG CREATIVE DIRECTOR AF FEBREK
@FIEULKA

Trine: TAK FORDI DU HAR LYST TIL AT FORTÆLLE LIDT OM DIG SELV OG DELTAGE I DETTE LILLE PROJEKT ANN-SOPHIE... OG JEG KAN KUN TÆNKE MIG AT DU HAR TRAVLT MED TRE SMÅ BØRN, EN BUTIK, WEBSHOP, SAMT EGEN PRODUKTION. DER MÅ VÆRE NOK AT SE TIL.

Ann-Sophie: Ja, der er gang i den og jeg keder mig aldrig… Og indimellem er det også lige i overkanten og jeg føler mig rimelig blæksprutte agtig. Men jeg synes faktisk at min mand og jeg er gode til at fordele opgaverne imellem os og så hjælper min mor os også rigtig meget, hvilket er en kæmpe fordel. Vi boede i København før vi fik børn, men det er rigtig heldigt at vi valgte at flytte her til Odense inden vi fik vores første barn, tæt på mine forældre og andet netværk.

Trine: VAR DU OGSÅ SELVSTÆNDIG FØR DU FIK BØRN?

Ann-Sophie: Nej, jeg har valgt at tage det hele i en mundfuld… Nok lidt tosset, men måske ikke så fremmed for mig, idet jeg selv er vokset op i en familie med forældre der altid har været selvstændige og begge mine brødre også er det. 

Trine: DET GIVER GOD MENING... SÅ ER DET IKKE EN UKENDT LIVSSTIL FOR DIG.

Ann-Sophie: Netop, - og det er nemlig lige præcis det det er… En livsstil, - med det sure og det søde. Før jeg startede selv var jeg ansat et sted, og alt var på mange måder fint… Men jeg var bare ikke glad. Jeg synes der manglede noget og jeg var ikke tilfreds. Jeg havde alt for mange ideer og følte ikke at jeg kunne komme igennem med dem. Det var super utilfredsstillende og jeg havde nærmest en følelse af ikke at kunne få luft, fordi jeg ikke følte at jeg brugte mig selv ordenligt og at jeg ligesom ikke udrettede noget.

Trine: JEG FORSTÅR DIG VIRKELIG GODT... NOGEN GANGE KUNNE JEG DOG GODT ØNSKE MIG AT MAN IKKE HAVDE DET DER SKABER-GEN... FOR DET ER OGSÅ SUPER KRÆVENDE. SPECIELT NÅR DET SKAL KOMBINERES MED FAMILIELIV OG BØRN.

Ann-Sophie: Rigtigt, men her var min mor en virkelig god sparringspartner og hun var super forstående over for mine drømme om at starte noget selv og bakkede helt op om ideen, nok fordi hun altid selv har levet sådan. Min mand var der i mod meget bekymret, og mente slet ikke det var en god ide. Han mente at mine tanker var lidt uden struktur, og at jeg manglede en ordenlig forretningsplan. Men når jeg tænker tilbage kan jeg se at jeg var ustoppelig… Og da mit yndlings lokale i Odense, som jeg altid havde drømt om, pludselig blev ledigt, så var det jo nærmest “ment to be”. Jeg havde brugt 10.000 kr. af vores optjente sparepenge på at købe forskellige ting ind til butikken… Og jeg var da helt vildt nervøs ved tanken om at alt ville gå galt, specielt fordi min mand jo ikke var helt så forelsket i ideen som jeg var. Men den første dag vi åbnede stod folk i kø og jeg husker stadig at vi omsatte for 10.000 kr., og sådan fortsatte det heldigvis bare derudaf. Min filosofi var således at jeg stille og roligt kun ville købe lidt ind og først sælge det, for så langsomt at kunne investere i nye varekøb. 

Trine: DIN DRØM BLEV TIL VIRKELIGHED OG VAR EN SUCCESS FRA DAG ET... DET ER SEJT, OG SÅ BEGYNDTE DIN MAND VEL OGSÅ AT TRO PÅ IDEEN?

Ann-Sophie: Det gjorde han, og han var selvfølgelig også rigtig glad på mine vegne, og for at se mig så begejstret.

Trine: DET ER EN FIN HISTORIE, OG EN GOD INSPIRATION FOR ANDRE. MEN HVORDAN HAR DU ELLERS OPLEVET REAKTIONER FRA ANDRE PÅ AT VÆRE KVINDELIG IVÆRKSÆTTER?

Ann-Sophie: Det har været blandet… Nogle synes det er sejt og andre kan være lidt skeptiske og kommentere på om jeg nu kan overkomme det hele. Generelt er kvinder ikke så risikovillige og er mere tilbageholdende ved at tage springet ud I livet som selvstændige. Det kan også ses i tal fra Erhversstyrelsen, - der kan man se en klar tendens til at flere mænd tager springet ud i livet som selvstændige og at de kvinder der gør det er selvstændige i kortere tid end deres mandelige kollegaer.

Trine: HVORFOR TROR DU DET ER SÅDAN?

Ann-Sophie: Fordi man som kvinde ofte føler et større ansvar for børn, familie, hjem, osv. end mænd gør, og at man som kvinde hurtigere bliver dømt af omverdenen for ikke at leve op til de forventninger og korrekte idealer.

Trine: TROR DU MÆND OG KVINDER DØMMER ENS?

Ann-Sophie: Nej, - jeg tror desværre at kvinder er kvinder værst… De dømmer ofte hårdere end mænd.

Trine: MÅSKE DE SPEJLER DERES EGEN UTRYGHED VED SELV AT GØRE NOGET TILSVARENDE, OG DERES EGET MANGLENDE MOD TIL AT STÅ OP I MOD FORVENTNINGERNE DER LIGGER PÅ OS KVINDER?

Ann-Sophie: Ja, det er i hvert fald ofte mænd der giver én et klap på skulderen og siger “godt gået” eller “sejt,” hvor kvinder er mere tilbageholdende.

Trine: JEG KAN NU OGSÅ GODT FØLE, AT JEG SELV HAR DØMT MIG SELV RIGTIG HÅRDT, OG HAR VÆRET USIKKER PÅ OM JEG NU VAR GOD NOK MOR... DET TROR JEG IKKE NØDVENDIGVIS AT ENTREPRENANTE FÆDRE GØR LIGE SÅ MEGET.

Ann-Sophie: Nemlig… Og tingene er også mega meget 'hu hej' vilde dyr, og man skal kunne jonglere med mange bolde… Og det tror jeg faktisk at vi kvinder er bedre til.

Trine: OG MAN KAN IKKE TÆNDE OG SLUKKE FOR SIN KREATIVITET... TINGENE FLYDER SAMMEN, OG ARBEJDSLIV OG FRITID ER IKKE DEFINERET I SORT OG HVIDT.

Ann-Sophie: Og man er tilgængelig for alle hele tiden, men tilgengæld elsker jeg også den frihed jeg har, - også selv om jeg aldrig ved om jeg er købt eller solgt.

Trine: I FORHOLD TIL SNAKKEN OM AT VÆRE EN GOD MOR... TÆNKER DU SÅ IKKE AT MAN OGSÅ HAR EN FORPLIGTELSE TIL AT VÆRE EN GOD ROLLEMODEL, OG TIL AT INSPIRERE SINE BØRN? MIN SØN SAGDE FORNYLIG AT JEG ER EN AF DE SEJESTE KVINDER HAN KENDER... DET BLEV JEG DA VILDT GLAD FOR OG STOLT OVER.

Ann-Sophie: Jo, det gør jeg helt sikkert… Det er da super vigtigt og jeg er jo vokset op med selvstændige forældre. Min mor havde butik og jeg har da tilbragt uendelig mange timer i hendes baglokale, men det syntes jeg jo bare var sjovt og mine veninder syntes det var vildt sejt. På den måde har jeg fået det liv ind med modermælken og jeg har været i det miljø hele mit liv og jeg har altid syntes at det var sjovt og hyggeligt.

Trine: JEG TÆNKER I HVERT FALD AT MAN SOM FORÆLDRE, UANSET OM MAN ER FAR ELLER MOR, HAR EN VIGTIG ROLLE I OGSÅ AT VÆRE INSPIRATION FOR SINE BØRN.

Ann-Sophie: Præcis, - og jeg kan forestille mig at hvis jeg var blevet i mit gamle job, så havde jeg sikkert haft mere tid til at bage boller… Men havde jeg været glad?
Det er vigtigt at tage ansvar for de drømme man har og forsøge at udleve dem. Selv om tingene nogle gange er lidt meget, så ved jeg at jeg ikke kunne trives i et hamsterhjul uden at føle at jeg blev udfordret lidt ekstra engang imellem… Det er prisen for at lave det jeg brænder for.

Trine: TAK FOR DIN TID OG SNAKKEN ANN-SOPHIE... DET HAR VÆRET EN FORNØJELSE OG INSPIRERENDE FOR MIG AT MØDE DIG OG AT DELE LIDT AF VORES TANKER.