stella nova

visiting julie Silbermann

Trine: DEJLIGT AT SE DIG IGEN JULIE... JEG HAR TÆNKT PÅ OM DU VIL FORTÆLLE LIDT OM HVAD DIT ARBEJDE EGENTLIG GÅR UD PÅ?

Julie: Jeg er kunstrådgiver i COLLABORATIONS - en rolle, der er uafhængig af andre aktører på kunstscenen. Vi er frie i vores handlinger og har hverken kunstnerrepræsentation eller inventar, vi skal sælge. Jeg arbejder udelukkende ud fra et ønske om at guide og vejlede dig som kunde gennem kunstens mangfoldige verden - hjælpe med at skelne mellem god og dårlig kunst - mellem dekorationskunst, og kunst som er en del af en større kontekst og forankret i det globale kunstmarked. For at vi sammen finder frem til det helt rigtige værk,
der opfylder dine ønsker.

Kunstmarkedet er enormt og som rådgiver handler det om, at holde sig orienteret og fornemme de strømninger, der præger kunstscenen, så jeg hele tiden kan yde den bedst tænkelige service overfor min kunde. 

Trine: NU DU NÆVNER STRØMINGER... HVAD PÅVIRKER OG KOMMER TIL AT FYLDE MERE PÅ KUNSTMARKEDET?

Julie: Kunst har altid kunnet sætte fokus på højaktuelle emner på et helt andet niveau, end det er muligt gennem det skrevne ord eller i en debat. Fokus på etnicitet, seksualitet, køn har vokset enormt indenfor kunsten de seneste år, og vil sikkert fylde meget den kommende tid, men hvor det falder mere naturligt end hidtil… Vi vil helst derhen, hvor det ik er kunstnerens køn, der er i fokus, men det individuelle udtryk, konceptet og hensigten med værket. Men én ting er den fysiske kunst, som vi kan røre og mærke dets struktur, en anden er NFT Art - Non-Fungible Token. Jeg har endnu enormt svært ved forstå denne nye digitale kunstform.

Trine: SÅ VÆRKERNE KAN IKKE RØRES OG EKSISTERER KUN DIGITALT?

Julie: Præcis - et NFT værk er et digitalt aktiv, der kun eksisterer online. Så vi kan ikke mærke det eller hænge det op, men kun gå online og betragte vores kunstværk. Flere internationale kunstnere er begyndt at skabe NFT værker, så dette kryptokunstmarked vil højst sandsynlig vokse til et niveau, vi endnu ikke har set.  

Trine: DET ER ALTSÅ SÅ MÆRKELIGT... HELLER IKKE NOGET JEG LIGE FORSTÅR MIG PÅ. DET ER JO LIGE SOM AT HAVE NOGET RIGTIG PÆNTTØJ SOM MAN IKKE KAN TAGE PÅ, OG SOM KUN KAN LIGGE GEMT NEDE I EN SKUFFE.

Julie: Nemlig… Virkelig spacet.

Trine: HVORDAN KOM DU IND I DENNE ABSTRAKTE KREATIVE VERDEN?

Julie: Igennem 15 år har jeg arbejdet på nogle af de førende gallerier herhjemme - men har
altid haft en nysgerrighed og interesse for det kreative og kunstneriske. Jeg drømte i sin tid om at blive enten designer eller journalist, men nogle gange ændrer ens drømme sig og små måske tilfældigheder kan ende ud i store livsændringer. Mit fransk studie på Københavns Universitet skiftede hurtigt til Kunsthistorie og videre til en kandidat i Moderne kultur og kulturformidling. Så selvom jeg ikke blev journalist, så handler alt kunst om storytelling, så formidling er stadig en af de væsentligste ting i mit arbejde. 

Trine: SJOVT AT DU GERNE VILLE VÆRE DESIGNER... JEG VIL GERNE ARBEJDE MED KUNST - SÅ KAN VI JO BARE BYTTE ;-)

Trine: HVORDAN DIFFERENCERER JOBBET PÅ ET GALLERI SIG FRA DET AT VÆRE KUNSTRÅDGIVER?

Julie: Når man arbejder på et galleri, er det galleriets repræsenterede kunstnere, hvis arbejde man varetager, skaber udstillinger, formidler og sælger deres værker. Men muligheden for at hjælpe kunden til andre værker end dem, som det givne galleri repræsentere er ik en mulighed - så rollen som kunstrådgiver har en helt anden meget mere åbenhjertig tilgang til kunsten, så det var naturligt for mig at ændre retning og anvende min erfaring fra branchen og brændende interesse for samtidskunsten og arbejde mere udefra kundens ønsker end udefra et galleris mere begrænsede portfolio af kunstnere. Men jeg har altid været vild med det direkte arbejde med en kunstner - følge værkets rejse fra ide til udførelse i kunstneres studie, til visningen i galleriet og siden være med til at formidle kunstnerens tanker i et salgsøjemed og være med til at place værket i en privat eller offentlig samling. 

Trine: HVAD KRÆVER DET AT STARTE EN KUNSTSAMLING?

Julie: En nysgerrighed og interesse - det er vigtigt, at du altid køber med hjertet. Derfor er det også vigtigt, at du kommer ud og rundt og ser så meget kunst som muligt, for at få en fornemmelse af i hvilken retning, du ønsker din kunstsamling skal bevæge sig. 

Trine: KAN DU GIVE ET RÅD I DEN FORBINDELSE?

Julie:  Én kunstner sagde engang til mig, at man skal købe kunst, der føles som en sten i skoen. Fordi hvis der hele tiden er noget der irriterer dig en lille smugle, så bevares ens nysgerrighed og værket bliver ved med at vokse på én. Det er vigtigt at turde dykke ned i en følelse og ind i den type kunst, der er med til at udfordre én - for det er netop i det møde, at kunsten for alvor åbner sig for én, og man bevarer nysgerrigheden på værket. Og så vil jeg naturligvis altid anbefale, at man søger rådgivning, hvis man er helt ny på kunstmarkedet - ligeså vel som, hvis man skal indrette ens hjem, at man opsøger en indretningsarkitekt.  

Trine: AJ DET GIVER ALTSÅ VIRKELIG GOD MENING... DET ER ET GODT BILLEDE PÅ DET DER MED AT MAN GERNE VIL UDFORDRES LIDT, SÅ DET IKKE BARE ER DEKORATIONS KUNST SOM LIGESÅ GODT KUNNE VÆRE KØBT I IKEA.

Trine: MEN HVAD ER KUNST, OG HVAD BETYDER KUNST FOR DIG?

Julie: For mig er den kunst, jeg bor med en forlængelse af min identitet. Hvert værk har en særlig betydning og historie for mig - for alt kunst er storytelling og bygger på en tradition, hvor kunstens værdi gøres op i, hvorvidt denne fortælling ræsonnerer i en større sammenhæng eller rør den enkelte på et personligt niveau. 
Men hvad kunst er, og hvad kunst kan er op til en selv. For i bund og grund kan kunsten alt det, man ønsker den skal kunne. For mig rummer kunsten uendelig mange aspekter - den giver plads til forbydelse, eftertænksomhed, nysgerrighed, glæde, undren… Og selvom det kan lyde lidt kliché fyldt, så kan kunsten ofte tage over der, hvor ord ikke længere rækker. At omgive sig med kunst giver så meget glæde på uendelige mange niveauer. 

Trine: NU VED JEG, AT DET IKKE KUN ER KUNSTEN DER SPILLER EN ROLLE, MEN DU OGSÅ HAR EN INTERESSE INDENFOR DESIGN - HVAD ER FORSKELLEN PÅ KUNST OG DESIGN?

Julie: Jeg er ret optaget af spændingsfeltet mellem kunst og design - når en skulptur får
en funktionalitet eller et møbel bliver en skulptur. Men kunsten har i sin natur ikke den praktiske funktion, og kan arbejde langt mere frit med materialet. Jeg er i det hele taget ret fascineret af, når en kunstner tør bevæge sig ind i det spændingsfelt, da de ofte går meget mere frit tilværks. Se bare på den danske kunstner FOS - han skaber design objekter, der fremstår som skulpturer. Han har altid arbejdet i dette spændingsfelt og talt om design som et socialt værktøj. 

Trine: KAN DU UDDYBE DET?

Julie: Ja… Når et design objekt går ind og er definerede og fortæller noget om, hvem du er
uden at bruge ord - at du vælger et givent design møbel, om det er fra en klassisk dansk designer, en kunstner, der har bevæget sig ind i designfeltet, eller du er stødt på et helt nyt design talent på Design Miami Art Basel, som du har købt til dit hjem… osv. Men dette objekt siger noget om, hvad din stil er, og hvem du er uden at bruge ord - det er der noget ganske magisk over. 

Trine: HAR DU SÆRLIGE PRÆFERENCER - FOTOKUNST, MATERI, INSTALLATION, ETC?

Julie: Det fotografiske medie er klart den kunstneriske genrer, jeg er mest betaget af. Jeg elsker at rejse til Paris Photo - gå på opdagelse i vintage foto og er især betaget af Francesca Woodman’s personlige skildringer, eller den norske samtidskunstner Torbjørn Rødland’s ofte groteske twistede fremstillinger, og så er jeg vildt betaget af Astrid Kruse Jensens både drømmende og melankolske univers - jeg kan blive ved med at drømme mig ind i de værker. Og er det ik netop det kunsten kan - sende os ud på en rejse.

Trine: DET HELE ER JO SÅ SPÆNDENDE JULIE OG DET STOPPER JO ALDRIG... I MIN VERDEN ER DER EN KÆMPE FORSKEL PÅ KUNST OG DESIGN , IDET KUNST ER TIL FOR KUNSTENS EGEN SKYLD, HVOR DESIGN HAR ET KRAV OM AT SKULLE FUNGERE I BRUG. MEN NÅR DET ER SAGT, SÅ ER DET VILDT INTERESSANT AT GRÆNSERNE FLYDER MERE OG MERE SAMMEN OG PÅ DEN MÅDE NÆSTEN OPLØSES.

TAK FOR DIN TID JULIE - DU HAR INSPIRERET MIG RIGTIG MEGET OG ENTEN SKAL VI BYTTE JOB ELLER OGSÅ SKAL VI BARE UD OG KIGGE PÅ NOGET KUNST SAMMEN, SÅ JEG KAN KOMME IGANG MED AT SAMLE.

Julie: Lad os starte med det sidste ;-)